Første dag på Regnbuelejren er altid fyldt med sommerfugle i maven for alle, både børn og voksne.
De voksne er spændte på, hvad det mon er for nogen søde børn, der skal være med på årets Regnbuelejr, og børnene er spændte på, hvilke voksne der er med i år, og hvad vi mon skal lave….men hvor har det været den bedste første dag på lejr.
Vores fantastiske køkkenhold havde bagt de smukkeste regnbue-muffins og saftevand i alle regnbuens farver, som blev indtaget som det første i spisesalen, mens lejrledelsen bød velkommen.
Eftermiddagen er gået med at få pakket ud på alle værelser, de voksne har vist rundt på hele skolen, der er blevet leget navneleg….for nøj der er mange nye venner, som der skal læres navne på.
En del af Regnbuelejrens nye legetøj er også blevet taget i brug – vi kan vist roligt løfte sløret for, at børnene er væsentlig bedre til at køre på segboards end de voksne, selvfølgelig med hjelm på hovedet. Løbehjulene er blevet kørt trætte, og hoppepuden har endnu engang fået selskab.
Til aftensmad blev der serveret den lækreste spaghetti med kødsovs – der blev gået til den, og alle gik mætte fra bordet. Vi nåede ikke at tage et billede af maden, inden den var væk, så her er et af vores helt fantastiske opvasker 🙂
Efter aftensmad åbnede vores “aftenbobler”, som er et nyt koncept vi prøver af i år. Børnene kan helt selv få lov til at vælge, hvad de har lyst til at lave – her til aften var der mulighed for at lege med lego i det megaseje legorum, hoppeborg, boldspil i hallen og brevskrivning i krea-lokalet. På Regnbuelejren kan man nemlig sende søde fine breve til hinanden. Derudover blev der til bål snakket om, at hvis man rydder fint op på sit værelse, så kan det være at Regnbuelejrens egen “Fidus” kommer og giver en gave. Fidusen er et mystisk væsen, som holder øje med at alle børn har det godt på Regnbuelejren. Der er aldrig nogen, der har set Fidusen, men nogen gange sender Fidusen breve til lejrledelsen, hvis der er helt vildt ulækkert på et værelse, eller hvis der er nogen børn, der bare har haft det så sjovt og hygget sig.
Solen er gået ned, og lige nu er alle børnene ved at blive puttet på deres værelser.
Vi glæder os til den første hele dag i morgen på Regnbuelejren, som byder på nye sjove aktiviteter på lejren, tur til Langelandsfortet for de små og mellemstore, og hike for de store.
Kærlig hilsen fra alle hjælperne på Regnbuelejren – vi glæder os til at være sammen med børnene resten af ugen.
Årets hjælperhold anno 2019
Glæder mig at høre at første dag er gået godt. Jeg ser frem til at følge blokken og se hvad i alle får lavet i ugens løb. Kærlig hilsen Mor til Sacha og Alex