“Det her er verdens bedste dag” sådan sagde et barn tidligere i dag på lejrens 2. dag. Så kan man vidst roligt sige at årets Regnbuelejr er startet godt ud.
Til formiddag har vi afholdt de Olympiske lege på Regnbuelejren, hvor vi flagede med vores hjemmelavede banner og var klar til at dyste i mod de andre puttegruppe; vi har både dystet i længdespring, støvlekast, grødkast, tovtrækning og brugt alle vores kræfter på elastikløb.
Senere på dagen drog puttegruppe 4 afsted på hike, hvor de skal lave bål, bage snobrød, sove i telt. Vi må håbe vejret holder tørt hele natten 😉
Resten af lejren tilbragte eftermiddagen i vildmarken, hvor vi havde nak og æd tema. Der blev syet læderpunge, der var kæleheste, man kunne skyde dyr med bue og pil, bage snobrød, se en høne skide og fordi det er nak og æd tema, så derfor endte eftermiddagen også med, at man kunne se hønsene blive aflivet og man kunne bagefter se, hvordan en høne ser ud inde i, så her fik man mulighed for at røre og tale om hjerter, lunger, lever og nyrer.
Vores fantastiske køkkenhold sørgede for lækker mad, som blev spist under åben himmel. En helt perfekt måde at afslutte en tur i vildmarken på.
Seneste kommentarer